Hvorfor navnet Varna?

Huset ligger på en grund, som engang tilhørte en herregård, som hed Havreballegård. Navnet kendes så tidligt som omkring 1342, idet et helligåndsalter i domkirken dette år nævnes som ejer af en rydning i Havreballe skov.
I 1661 blev Havreballegård solgt til Gabriel Marselis, en hollandsk storkøbmand. Godset omfattede omkring 1000 tønder hartkorn. Kilder mener, at det skete som delvis betaling af en kæmpegæld fra Christian den fjerdes dage. Gabriel Marselis blev optaget i den danske adel, men flyttede ikke ind på stedet.
Hans søn Constantin overtog stedet og blev i 1684 dansk baron. Han ændrede navnet til Marselisborg. Han døde i 1699. Hans kiste blev efter gammel skik hensat i Viby kirke, som var sognekirke for Marselisborg. Men hans enke, Sophie Elisabeth Carisius, købte det kapel i domkirken, som efter færdigindretning ved Thomas Qvellinus modtog ægteparrets kister den 4. juni 1706, idet enken var død kort før. Denne herremandsbegravelse er således udtryk for et brud med en gammel tradition.

Nu hed det så Marselisborg, men ikke Varna – så hvorfor hedder det Varna.

Efterhånden skiftede godset ejer flere gange. Men byen voksede, og der begyndte at vise sig tegn på ønske om det, som nu til dags kaldes ”rekreative arealer” og Marselisborgskovene kom i søgelyset, selv om de efter manges mening var ”for langt borte til udflugt og desuden private”.
Det var heller ikke alle ejere, der syntes om ubudne gæster. En af ejerne, godsejer Ingerslev, holdt led og port lukkede og skiftede af og til låsene ud. Der var dog adgang om søndagen, men ikke for hunde!

Omkring 1770 fortælles, at der var en skovrestaurant ved en af stampemøllerne. Der var ”tvende keglebaner”, og traktementet var ”kold kjøkken, vin, kaffe og koldskål”.

I 1824 blev godset købt af Christian Alexander Gersdorff. Han havde været officer i den russiske zars hær og havde i den anledning opholdt sig i Bulgarien ved sortehavskysten. Nu nærmer vi os navnet. Han syntes åbenbart særlig godt om egnen ved byen Varna og syntes måske, at der var en lighed – sortehavsbyen Varna er faktisk også i dag på størrelse med Århus og tre universiteter – og så kaldte han området for Varna. Det er således ikke et hus, som kom til at hedde sådan.
Lidt længere mod syd, en god kilometer, ligger Silistria, som vel har fået sit navn på en lignende måde.

I 1896 blev Marselisborg købt af Århus kommune for 1.183.750,70 kr. Hermed kunne arealerne for alvor indgå i byplanen. Adgangen til området lettedes for beboerne i bycenteret ved, at der anlagdes anløbsplads og oprettedes dampskibssejlads. Men fortæringen kunne det knibe med. I nogle år indtil 1909 kunne man ved anløbsstedet finde et lille træskur på hjul, fra hvilket madam Andersen fra Steen Steensen Blichersgade solgte frugt og sukkervarer. Men hver aften måtte hun pænt trække hele forretningen tilbage til Steen Steensen Blichersgade. Hun kunne ikke få tilladelse til at opstille noget permanent.

I 1909 åbnedes den store landsudstilling på havnearealet. I den anledning byggedes der en pavillon ved anløbsstedet ved Varna. Det er derfor, facaden vender ud mod vandet.
Bygningens stil blev ikke rost ubetinget. En skribent karakteriserede den som ”en mellemting mellem en kinesisk pagode og dansk dampskibspakhusstil”. Men der var også ros til Muslingesalen med de slebne spejle og de kongerøde løbere. Menuen ved åbningen var ægte skildpaddesuppe, hummer parisienne, lammeryg garni, slikasparges, unge ænder med salat og kompot og flødeis med friske jordbær.

Herefter var stedet ejet af Aarhus Kommune, indtil bygningerne i 1970 blev erhvervet af de 4 søsterloger og de 4 broderloger der på det tidspunkt var i Aarhus.